Først af tre: Dansk designvirksomhed åbner på Manhattan
Bolia.com åbner i samarbejde med den amerikanske kontormøbelgigant, Steelcase, et stort pop-up showroom i New York.
Det skriver den danske designvirksomhed i en pressemeddelelse.
Indrettet med designs fra den nyeste Bolia kollektion skal showroomet bringe arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere og professionelle kunder sammen via en nyfortolkning af arbejdspladsens mange funktioner, rum og muligheder.
- Efter vores succesfulde lancering af Bolia x Steelcase samarbejdet på det europæiske marked sidste år, udvider vi nu samarbejdet til det amerikanske marked. Det markerer vi ved at åbne inspirerende Bolia pop-up showrooms i de vigtigste byer i USA, siger Bolias administrerende direktør, Lars Lyse Hansen, i pressemeddelelsen.
Næste Bolia showroom åbner på USA's vestkyst
Det første Bolia pop-up showroom i New York er præsenteret i en 300 kvm stor Penthouse-lejlighed på Colombus Circle på Manhattan.
Efter Manhattan rejser kollektionen og showroomet videre til planlagte events i Los Angeles og San Francisco i løbet af efteråret, for til sidst at blive et permanent Steelcase x Bolia showroom.
Bolia.com tæller 58 konceptbutikker i Europa, webshops i 30 lande, samt mere end 450 forhandlere i 51 lande over hele verden.